pil pil pil pil
Boye Larsen
(1774-1806)
Sinde Olesdatter
(1777-1826)
Niels Thomassen
(1771-)
Ane Margrethe Sørensdatter
(1778-)
Ole Boyesen
(1797-Efter 1850)
Ane Kirstine Nielsdatter
(1807-1842)

Lars Christian Olsen
(1832-1914)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
Sara Marie Larsen

Lars Christian Olsen 34,35,36,37

  • Født: 20 aug. 1832, Frederikshavn
  • Ægteskab: Sara Marie Larsen den 27 dec. 1855 i Hirsholmene Kirke, Horns Herred 34
  • Død: 13 feb. 1914, Høyersgade 5, Frederikshavn i en alder af 81 år 38
  • Begravet: 20 feb. 1914
Billede

  Notater:

Lods i Fladstrand 1855-1862 og på Hirtsholmene 1863-97. Fra 1884 også kromand på Hirstholmene.

"De første huse på Hirsholmene bestod af træstolper og tang, det blev spundet på pinde og klinet på begge sider med blåler. Ifl. Theodor Larsen ["den sidste ægte holmbo"] lå de i meget spredt forvirring, og man skulle kende sin vej godt hjem fra kroen for ikke at bumle ind i et hus, der pludselig lå på tværs. De gamle huse gav arbejde til både mænd og kvinder. Hvert forår måtte mændene kline ydervæggene, tjære stolperne og hvidte væggene. Kvinderne sørgede for det indvendige - bl.a. fik alkovearnestedet en tur med kalk eller okker, hvorefter det blev duttet med en pose lærred, hvori der var blåt eller kønrøg - og der var "symmætri i pletterne". Johwis [journalist der besøgte øen 1873 for Illustreret Tidende] var ganske enkelt forfærdet over de huse, han så i 1873. Undtaget præste- og fyrinspektørboligen var de alle faldefærdige, elendige og uden skorsten med røgen sivende ud af alle sprækker. Han fandt dog snart ud af, at det med de manglende skorstene og røgen var meget fornuftigt til hærdning af fiskegarn. [...] Holmboerne var [...] fæstere. De ejede ikke deres huse og måtte hvert år, når de kunne, svare afgifter. Endvidere skulle de selv holde husene i forsvarlig stand, yde årlige transporter til ejerne mellem holmene og fastlandet samt aflevere en del af evt. bjergeløn ved strandinger. Til gengæld betalte ejerne så bygningernes assurance, da det blev aktuelt".

Hirsholmene. Bangsbomussets Årbog 1985 "Før Hirsholmene fik sin priviligerede kro i 1750 skal der have været ikke mindre end 3 uautoriserede kroer på øen. Bl.a. fortælles om festlige krobesøg i forbindelse med søslaget i 1712, hvor danskerne jog svenskerne på flugt. Det er måske mere sikkert at hæfte sig ved, at holmboerne fra 1737 begyndte at søge den nyetablerede kro i Strandby - både for at lande deres fisk og proviantere. Men turen til Strandby var ligeså besværlig og farlig som andre ture til fastlandet, og i 1750 søgte Anders Christensen Pool privilegium på "krohold af øl og brændevin til mig alene som den fataleste af Hirsholmens beboere". Sandt var det, at Anders Christensen Pool havde haft 2 fatale forlis i 1624 og 1626. 3 måneder senere kom der svar tilbage. Pool fik bevilling til at "holde en kro og værtshus med logemente samt spise- og drikkevarer". Dermed fik Hirsholmene også en længe savnet blandet landhandel. De 15 kromænd, det blev til ialt, forhandlede nemlig så at sige alle varer: manufaktur, kolonial, redskaber, træ, medicin o.s.v. Kroen blev også et samlingssted, "hvor alt skulle drøftes. ..der skulle byttes strandingspenge, den lokale avis læses og kritiseres, der gled også noget øl og drammer ned". Familiefester, juleballer o.lign. blev holdt i kroen. Theodor Larsen ["den sidste ægte holmbo"] fortæller, at de svenske stenhuggere var særligt slemme til at sætte liv i kludene. Hirsholmene kro blev nedlagt i 1908/09. Dermed forsvandt også den eneste forretning, der nogensinde har været på holmene. Det var dog ikke alle, der gennem tiderne havde været tilfredse med kroen. Det er påfaldende, at dem der skriver om fiskeriet i 1800-tallet gang på gang vender tilbage til, at fiskeriet var godt nok gået tilbage, og at Hirsholmene var et fattigt sted, men de mente samstemmende, at det ville hjælpe betydeligt, hvis der blev arbejdet lidt mere og drukket lidt mindre. F.eks. skriver Henrik Krøyer [zoolog, der besøgte holmene] i 1860: "Mindre flittige er de ældre holmboer, i det mindste for en del; jeg så mange, såsnart de havde fået fisken i land og havde renset den, straks at søge kroen, hvor de tilbragte hele formiddagen; efter middagsmåltidet holdes et par timers middagshvil; derpå søges kroen igen". - Det er måske ogsa et samfund i opløsning, Krøyer skriver om. De gamle holmboer så, hvor det bar henad med øens eksistensgrundlag. "

B.H. Madsens "Fisker og lods", s. 33 "I 1750 havde fæster på Hirtsholmen Anders Christensen Pool … opnået kongeligt privilegium på krohold på øen. Øboerne havde været henvist til at købe deres livsfornødenheder i Fladstrand eller - efter dens oprettelse i 1737 - i Strandby kro. Savnet af en blandet landhandel var naturligvis især føleligt om vinteren, hvor de små øer i perioder kunne være helt afskåret fra fastlandet af is eller på grund af hårdt vejr. Foruden at være udsalgs- og skibsprovianteringssted opfyldte kroen naturligvis sit egentlige formål som "Kroe og Vertshuus med Logemente samt Spiise og drickende Vahre, som de der ankommende Søefahrende, som det kunde behøve og begiere." Allerede i 1789 satte ejeren [af øen] Franz Übersax sig på kroholdet. Han opnåede privilegium, og indtil nedlæggelsen i 1908 var kroen bortforpagtet af øens ejere."

B.H. Madsen "Fisker og lods", s. 63 Krostuen beskrives som "lavloftet og af gammel tobaksrøg og ølfims osende". Som resten af de gamle huse på øen har den sikkert været et stråtægt bindingsværkshus som var faldefærdigt, elendigt og uden skorsten med røgen sivende ud af alle sprækker.

Thomas Krogsgaard, lods på Hirtsholmene og i Fr.havn 1884-1912 fortæller i B. H. Madsens "Mod sund og bælt", s. 79-80. "I 1884 blev jeg lods på Hirtshomene, hvor vi kom til at bo i det nye lodshus. Den gang havde købmand Knudstrup fra Frederikshavn den gamle kro. Jeg blev bestyrer. Jeg var ikke kromand; det var Lars Chr. Olsen, som det senere gik så galt for. … Det var på den tid, fyret blev bygget. De danske og svenske stenhuggere var tit nogle urolige hoveder, så bølgerne gik højt på kroen som på havet. Men det var der nu råd for: Uden om skænken var der et jerngitter. Det blev slået ned, når der var optræk til slagsmål. En enkelt gang kom jerngitteret lovlig hurtigt ned, og en svensker kom i klemme, men i det store og hele gik det meget godt. Jeg var jo sognefoged og øvrighed på stedet."

B. H. Madsen "Mod sund og bælt", s.30-31. "Årene mellem 1872 og 1884 var en deprimerende tid for holmboerne. I virkeligheden var det begyndelsen til enden for det ældgamle fisker- og lodssamfund. Øerne var dengang privat forretning for ejerne, et københavnsk konsortium. Deres indbyggere var og havde altid været fæstere. De betalte husleje for at bo i ejerens huse, og de betalte landgilde af grundene, hvorpå de lå. Med henblik på at gøre en sikkert skrantende forretning mere indbringende lod ejerne af øerne i 1872 foretage en brandtaksation af husene. De vurderedes ved denne lejlighed påfaldende højt i forhold til den dårlige tilstand, de få år senere uigendriveligt befandt sig i. Men siden de en gang lovformeligt var vurderet, ansattes huslejer og landgilde for grundene forholdsmæssigt, d.v.s. ca. 70 kr. årligt, hvilket mindst udgjorde en fordobling, og i hvert fald langt mere, end fiskeri og lodsning kunne afkaste, når ungerne ikke skulle dø af sult. Fiskerfamilierne tog konsekvensen og udvandrede til Bangsbostrand, mens de aldrende lodser, der ikke havde denne flugtmulighed, blev tvunget ud i en opslidende overlevelseskamp mod konsortiet i almindelighed og stenhuggermester og entreprenør Carl Gustav Bovin i særdeleshed. Denne strid sluttede i 1884 med statens køb af øerne med samt deres herligheder, herunder Bovins store stenhuggerhus af kamp, der indrettedes til boliger for lodsfamilier. Husene på Hirtsholmene var ikke forskellige fra fiskerhusene på fastlandet. De var opført i bindingsværk, havde bræddegavle og var tækket med strå. Enkelte huse var bygget i 1860-erne, men de fleste beskrives som meget gamle. De er antageligt bygget i 1700-tallet, da bortrådnet bindingsværk i 1872 er erstattet af grundmur. Brandtaksatorernes positive vurdering af husene står i skærende modsætning til lodsernes udsagn, der vinder i troværdighed ved at blive bekræftet af lodsoldermand Chr. Bærentz. De er fugtige og usunde; gulve og tag trænger til udskiftning, og under alle omstændigheder er huslejen altfor høj. Lodsformand Bertel Larsen, der ellers var en besindig mand i alle måder, og lodserne Lars Chr. Olsen og Svend Nielsen, hvem ingen med føje kunne beskylde for sagtmodighed, indførte begrebet huslejestop på øen i 1877 og tvang derved overlods og Marineministerium til at forholde sig til krisen på øen. Mens myndighederne granskede de fremsendte leje- og fæstekontrakter, var husene ved at falde ned om ørerne på lodsfamilierne, og i 1881 indsendte de ansøgning om statshjælp kr. 5.500 til istandsættelse. De tjente kun lidt og havde ikke pengene selv. I mellemtiden havde Bovin forpagtet øerne. Han skulle meget forståeligt også tjene penge. Lejen steg fra 72 kr. til 90 kr., hvortil kom vedligeholdelse og alt det løse d.v.s. betaling for brug af kåse til fiskerbådene, græsningsret etc. Derefter steg trakasserierne mellem Bovin og lodserne til betænkelige højder. Bovin, hvis nerver vel også var tyndslidte, hidsede sig op over for gamle og skikkelige lods Peder Jørgensen, og Svend Nielsen spillede kraftigt med musklerne, da stenhuggeren afkrævede ham betaling for græsning til en ko og ved samme lejlighed insisterede på, at lodsens hus blev vedligeholdt. Bovin klagede til Chr. Bærentz over lodsen, der i parantes bemærket aldrig havde haft nogen høj stjerne hos oldermanden - af personlige, ikke af tjenstlige grunde. Svend Nielsen, der mente at være den forurettede part, erklærede ophidset, at der var skabt så dårlige forhold på øen, at fiskere og søfolk havde forladt den. Han erklærede bramfrit til lodsoldermanden, at der tilbage på øen kun var "Strandkontrolløren, Læreren, Lodserne, en fordrukken norsk Fisker og Fattiglemmerne." Det passede i øvrigt meget godt. Endelig i 1884 bekvemmede Marineministeriet sig til at gøre ende på julestuen på Hirtsholmen og i øvrigt også stenhuggeriet derovre. Ministeriet købte øerne og overtog det lange kampestenshus, som Bovin havde bygget til stenhuggerne, der efterhånden alle var borte. Hirtsholmene var atter krongods, - for første gang siden Frederik den 2. Omsider saneredes da dette store sociale problem på Hirtsholmene. Bovins kampestenshus eller lodshuset, som det herefter kaldes, nyindrettedes til 4 lodsfamilier: Bertel Larsens, Svend Nielsens og Thomas Krogs- gaard Christensens. (Sidste lejer på dette tidspunkt kendes ikke, men var ikke nogen lods). Brødrene Peder og Lars Wilhelm Jørgensen boede fortsat i deres dobbelthus, hvoraf sidstnævntes halvdel var barndomshjemmet, lods Jørgen Jensens fæstehus fra 1700-tallet. Lars Chr. Olsen med hustru og børneflok flyttede til den statsejede kro, der herefter tillige blev lodsbolig. Kroen blev nedlagt i 1909. Indtægtsforholdene for holmbolodseroe var imidlertid dårlige. Især fordi man - indtil 1890 - trækkedes med en ordning, hvorefter hyrerne fra bæltlodsningerne deltes med frederikshavnerlodserne. Dette betød eksempelvis, at en i forvejen ringe indtægt i januar kvartal 1885 på 72 kr. halveredes ti1 36 kr. pr. lods. Presset af disse vilkår søgte og bevilgedes lodserne i lodshuset fribolig. Da staten efter denne tid finansierede vedligeholdelse af alle lodsboligerne, opstod der ikke senere kriser."

"Der var, som det er fremgået, god sund konsekvens i de forholdsregler, som lodserne tog, når andre gik dem i næringen. Også uberettigede lodser, der forgreb sig på andres rettigheder, blev i reglen slæbt i retten, såfremt hyre og bod ikke faldt prompte. Spillets regler blev fulgt, ingen peb af den grund. Godt det samme, for personlig kontakt mellem lodserne hørte tjenesten til - Frederikshavnerne og holmboerne aftog nyborglodserne ved Hirtsholmene eller Skagen, og de sidste tog i nordjyderne i land i Slipshavn ved Nyborg. Lars Chr. Olsen, lods af Hirtsholmen, slap på grund af bevisets stilling for videre tiltale i en noget pikant sag fra foråret 1891. Dette gik således til: Lodsen havde lodset en russisk panserfregat "Minin" fra Skagen, men i stedet for at slutte rejsen ved indsejlingen til Storebælt tog han turen med om bord helt til Karlskrona. Lars Chr. Olsen hævdede senere, at fregatten, som reglementet påbød, havde sat lodsflag for at kalde nyborglodsen ud, men at ingen kom ud. Derfor havde skibschefen beordret flaget ned, hvorpå fregatten stod sydpå med Lars Olsen om bord. Forelagt anklagen fra Nyborg Lodseri, påstod holmboen sig selvfølgelig skyldfri; han havde, hævdede han, ikke turdet gå tættere til land med fregatten. Det mente Chr. Bærentz nu nok, at han havde kunnet. Men det springende punkt var, om de 100 kr., som lodsen fik udbetalt i Karlskrona, udelukkende var hjemrejse- og tærepenge, eller om de tillige skulle gælde for lodspenge gennem Bæltet. 100 kr. var vel rigeligt til at komme hjem for; så rigeligt, at Olsen, da han kom tilbage til Frederikshavn, spenderede hele 15 kr. for leje af havnedamperen "Fremad", så han kunne komme standsmæssigt tilbage til øen. Nu havde Chr. Bærentz et godt øje til holmboen, der tidligere havde været lidt for dygtig. Og fregatten var gået øst om Sprogø og skulle faktisk have kunnet få kontakt med korsørlodsen, hvilket heller ikke skete. Men bevisførelse for undladelsessynd var i slige forhold svær. Lodsprivilegier i danske farvande var ikke verdens vigtigste problem for en kejserlig, russisk flådeofficer. Altså slap lodsen for videre tiltale. Måske var han uskyldig, måske havde han drejet Chr. Bærentz og Nyborg en knap. Var det sidste tilfældet, fik nok kun fru Olsen det at vide."

"Natten til den 21. januar 1896 løb en stor engelsk damper "Leconfield" af Hull på Sjællands Rev med en last af majs. Hvordan det var lykkedes Lars Chr. Olsen fra Hirtsholmene, der var lods ombord, at kante et skib på vej til Århus tværs over Kattegat til Sjællands Rev opklaredes aldrig. Men det blev en kostbar affære, da skibet måtte kaste 1000 tons majs over bord, inden det lykkedes Svitzer at få det af grunden. Ved det efterfølgende søforhør, som fandt sted i Århus, gjorde Lars Chr. Olsen gældende til sin undskyldning, at han ikke var bekendt med det ny fyr på Knudshoved ved Gjerrild på Norddjursland. Dette fyr, der af Fyr- og Vagervæsenet var rejst som vejledning for de søfarende, blev i stedet til vildledning for den arme lods, der må have gennemlevet nogle forfærdelige timer i usikkerhed om. hvor han befandt sig. I al fald kom han alt for langt mod sydost med skibet. Overlodsen, kommandør Sølling var rasende, og lodsoldermand Chr. Bærentz var rasende, og i det fælles raseri var der ingen nåde og barmhjertighed for den arme lods. Der blev rejst sag mod holmboen ved retten i Frederikshavn med påstand om fradømmelse af lods- bestallingen. Hans synderegister var langt - 16 forseelser, hvoraf de fleste dog drejede sig om for megen opkrævet hyre eller hjemrejsepenge samt et par tilfælde, der smagte af ulovlig kendtmands virksomhed gennem Bælterne. Lars Chr. Olsen havde ikke stort flere egentlige uheld end de fleste, men han havde tilsyneladende sanket gloende kul på sit hoved ved at være lidt for smart og ved at være særdeles utilbøjelig til at indrømme sine forseelser. En afskedigelse af Lars Chr. Olsen havde rent faktisk været aktuel i 1890. Den norsk korvet "Alfen" havde i storm passeret Hirtsholmene med flag på toppen efter lods. Fra lodshusets udkikstårn Havde Chr.Bærentz i kikkert observeret, at ingen gik ud fra Holmene, hvorfor han sendte den åbne lodsbåd fra Frederikshavn afsted, og lods Krogsgaard kom ombord i korvetten. Sagen blev til alles ærgrelse slået stort op i Jyllands-Posten. Lars Chr.Olsen, der havde haft vagt, stod til øretæver, men det gik vist nok aldrig op for lodsen, hverken at disse var fuldt fortjent, eller at han stået foran sin afskedigelse. Antallet af Lars Chr. Olsens forseelser lyder dramatisk, men i betragtning af, at han var en mand på 64 år og havde været lods i 32, så havde en bøde eller/og en tidsbestemt suspension været i overensstemmelse med praksis afvejet straf. I stedet løb barskheden helt af med kommandør Sølling. Umiddelbart før retssagen søgte den fortvivlede lods at blive afskediget med pension, men dette afslog overlodsen, og Lars Chr. Olsen blev fradømt sin lodsbestalling i unåde. Forsørgerpligten for en stor børneflok og ringe udsigt til at klare sig uden sin vante indtægt fra lodsningen øgede Lars Chr. Olsens kampgeist. De var ikke uvante med at slås i den familie. Lars Chr. Olsen var 4. generation af lodser på Holmene - mindst, og han var søn af den Ole Boyesen, der gjorde oprør mod lodsoldermand Ulrich Nissen i slutningen 1830-erne. Han ankede dommen til Viborg. Landsoverret, der dog den 7. december 1896 stedfæstede underrettens dom. Så gav lodsen op. Af nåde tildeltes den aldrende mand 60kr. hvert år under forudsætning af trang, men ellers sparkedes han ud af sin lodsbolig, den gamle kro på Hirtsholmen, hvor han som kromand havde kunnet supplere sin beskedne lodsindtægt. Den tilsyneladende mangel på viden om eksistensen af et nyt fyr ved Gjerrild udløste en på falden aktivitet fra lodsoldermandens side af bordet; i øvrigt også i korrespondancen med .Sølling. Chr. Bærentz spurgte lodser både i byen og på øen, om de var bekendt med det ny fyr, og til oldermandens beroligelse havde frederikshavner lodserne noteret sig det i Efterretninger for Søfarende eller i Marineministeriets annonce herom i Frederikshavns Avis. Holmboformanden Bertel Larsens svar var mere henholdende. Jo, man havde da vist nok set det, men antaget, at det drejede sig om Knudshoved på Fyn og ikke det lille huk Knudshoved på Djursland. Det kan ikke af det foreliggende Kildemateriale afgøres, hvem der talte sandt, eller hvem der blot var loyal over for henholdsvis Chr.Bærentz og Lars Chr. Olsen. En ting står dog fast: Lodsoldermanden havde røde ører, for han havde ikke tilstrækkeligt effektivt sikret sig, at lodserne blev holdt løbende orienteret om forandringer i lodsfarvandets afmærkningsforhold. Allerede hans foranstaltninger efter uheldet dokumenterer dette: Der blev indkøbt og uddelt til hver af lodserne et stk. fortegnelse over Fyr og Taagesignaler i Kongeriget Danmark med bilande og ditto Fortegnelse over Sømærker i de danske farvande begge af nyeste udgave. Desuden ville lodserne herefter blive samlet og orienteret ved forandringer i lodsfarvandet. Lodsadministrationens informations brist blev ikke krediteret lods af HirtshoImene Lars Chr. Olsen ,år efter år måtte lodsoldermanden først Chr Bærentz dernæst P. K. Nielsen og endelig den tidligere lodskammerat Anders Martinus Jensen - til Marineministeriet indsende ansøgning om almisse - de 60 kr. - bilagt en erklæring om den gamle mands trang. I 1913 var lodsen blevet 80 år og ude af stand til at klare sig selv. Da slog Martinus Jensen på sin stilfærdige måde i bordet. Gjort gerning kunne ikke gøres ugjort og aldrig sones, men mildne en gammel mands alderdom kunne dog endnu nås. Lodsoldermanden anmoder om, at Lars Chr. Olsen tilstås en forhøjelse af almissen til 200 kr. og fortsætter så: Jeg skal i denne anledning oplyse, at Olsen, der nu er fyldt 80 år, ikke mere er i stand til at fortjene noget. Han har indtil fornylig haft en del fortjeneste ved at føre trosser i havnen, men kan nu ikke mere påtage sig dette arbejde. Han har været lods i 40 år dels her, dels på Hirtsholmen og afskedigedes i 1897, 64 år gammel grundet på uheldig Lodsning. Olsen har ført et yderst nøisomt og ædrueligt Liv, men har med en lille Indtægt og Opdragelse af 15 Børn ikke kunnet spare noget sammen til sin Alderdom, hvorfor jeg formener der kunde være Grund til at støtte ham nu. ærbødigst M. Jensen. Sådan taler vel en brav mand. Lodserne i Frederikshavn havde ikke på noget tidspunkt glemt kammeraten fra Hirtsholmen. Hvem der førte trosserne i den store trafikhavn havde de indflydelse på i forbindelse med den daglige lodsning i havnen. Lars Chr. Olsen blev efter sin afskedigelse uden falbelader sluset ind i den geschæft. Trosseføringen fortsattes af lodsens børn og børnebørn; - først familien alene, senere denne sammen med Thode - far og søn - og med lodsvagterne. Hvad der således hin januar nat 1896 begyndte som en tragedie, endte som levebrød for lodsens efterkommere. Selv døde Lars Chr. Olsen vinteren 1914."

Vidne til: Lilly Thalia Nathalie Lanzky dåb den 22 sep 1907 Frederikshavn Kirke 35,36,39,40,41

Billede

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Lods.

• Dåb, 09 sep. 1832, Frederikshavn.

• Konfirmation, 1847, Hirsholmene Kirke, Horns Herred.


Billede

Lars blev gift med Sara Marie Larsen, datter af Lars Boyesen og Anne Marie Nielsdatter, den 27 dec. 1855 i Hirsholmene Kirke, Horns Herred.34 (Sara Marie Larsen blev født den 21 nov. 1839 i Hirsholmene, Horns Herred, døde den 08 nov. 1931 i De Gamles Hjem, Frederikshavn og blev begravet den 13 nov. 1931 i Frederikshavn.)




Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 26 jul. 2012 med Legacy 7.5 fra Millennia