Ole Boyesen

  Notater:

Om Ole Boyesen fortæller B. Holt Madsen følgende i sin bog "Mod sund og bælt": "Hirtsholmerlodsen Ole Boyesens bitre strid med lodsoldermand Ulrich Nissen afspejler det lille øsamfunds sammenstød med en ny tids usmidige krav om regelstyring. Da striden samtidig illustrerer, hvor uforsonligt forholdet mellem Hirtsholmene og Frederikshavn kunne være i ældre tid, bringes hændelsforløbet på dette sted. Myndighederne stillede siden 1834 krav om faste lodsselskaber også på Holmene. Lodserne i et selskab skulle arbejde sammen om tjenesten. Var en eller flere af lodserne afgivet til skibe, måtte andre lodser træde til ved årerne i lodsbåden, men aldrig fiskere eller drenge. Sådan var reglerne i Specielt Reglement, men de kunne ikke efterleves på Hirtsholmene uden brud på en gammel sæd og skik, hvorefter fiskere og lodser indgik i arbejdsfællesskab sammen - fiske gjorde de alle. Anledningen til striden var dog ikke dette problem, men retten til at opsøge skibene ved Skagen. Nissens havgående dæksbåd havde, da han besluttede at knække den farligt selvbevidste Ole Boyesen fra Hirtsholmen, allerede i en årrække krydset i sommerhalvåret under Skagen med frederikshavnerlodser om bord. Den snedige lodsoldermand sørgede på denne måde for, at flest mulige skibe fik lods om bord ved Skagen Rev og tilsvarende færre flagede efter lods, når de nåede på højde med Hirtsholmene. For holmboerne var Nissens initiativ under Skagen provokerende. Som .lodsoldermanden så det, måtte de pænt affinde sig med at se skibe, som de tidligere havde kunnet få hyre med, passere øerne med frederikshavnerlodser om bord. Denne udvikling, der truede holmboerne på brødet, var årsag til Ole Boyesens enmandsfelttog. Og lodsjournalen taler sit tydelige sprog om holmbolodsens retfærdige sag: I maj, juni og juli 1833 udviser journalen 20 lodsninger til Bælterne og en bruttoindtjening på 950 Rbd. Samtlige lodsninger var udført af holmboere- Lars Olsen, Jens Olsen, Jens Jensen, Jørgen Jensen, Lars Boyesen, Ole Boyesen og Ole Jørgensen. I samme måneder 1837 har der været udført 15 lodsninger til Bælterne, men heraf er de 8 udført af frederikshavnere Peter Møller, Johan Jørgensen, Peder Elling og Carl Rønne. Denne trend er repræsentativ, så udsigten til en fortsættelse af denne udvikling kunne rejse selv sagtmodigere folk end holmboere til oprør. I desperation indledte Ole Boyesen så sin totale krig. Den 23. juli 1838 indberetter Ulrich Nissen til overlodsen, at Ole Boyesen med en lejet båd og 3 fiskere fra Strandby havde taget lodshyre til Nyborg. Umiddelbart efter at lodsen var klatret over lønningen på skibet, var dæksbåden "Frederikshavn" arriveret med, som oldermanden skrev "Rød Dug og dansk Flag på Toppen" ikke et øje tørt! Nissen skummede af raseri og indberettede: " Hirtsholmerne er opbragte! " Det passer ikke. De har frydet sig. "Ole Boyesen mener, at hans lodsbåd kan måle sig med dæksbåden."- hvilket overmod! "Ole Boyesen har snydt kammeraterne for Fortjenesten." frit opdigtet! "Ole Boyesen har været arrogant."- dette var absolut ikke usandsynligt og var i oldermandens øjne utilgivelig insubordination. Konklusion: "Ole Boyesen bør straffes." Næsten inden blækket er tørt, er to både fra Holmene gået til Skagen: Ole Boyesen i egen båd med 3 drenge og Jens Jensen i lodsformand Bertel Christensens båd også med 3 drenge. Det oser af mytteri, så Ulrich Nissen anmoder overlodsen om forholdsordre. Kommandørkaptajn Krieger ville gerne følge Nissen og indstille til Kongeligt Admiralitets- og Commissariats Collegium, at Ole Boyesen blev suspenderet og ved gentagelse fik inddraget sit lodspatent. Han spurgte dog for en god ordens skyld, om lodserne på Holmene, således som Specielt Reglement foreskrev, var organiseret i bådeselskaber, da lodsen i modsat fald næppe ville kunne straffes. Det var lodserne ikke. 5 år efter at I Nissen havde indberettet 3 bådeselskaber på Holmene, måtte han vedgå, at de kun eksisterede på papiret. - "Hvilket er lodsformand Bertel Christensens skyld, " fik den retfærdige oldermand sparket ind. I modsætning til, hvad han tidligere har sagt, finder Nissen det nu uhensigtsmæssigt med faste selskaber på øerne. " Men Lodsen bør alligevel straffes, da der ikke er brugt lodser eller lærlinge som mandskab." Da Ole Boyesen atter gik til Skagen, fik han ordre til at møde på lodskontoret i Frederikshavn og aflevere sit i lodspatent. Han kom, men nægtede at aflevere patentet. Derimod ville den rasende og vel fortvivlede lods fluks rejse til Århus for at forelægge sin og holmboernes sag for overlodsen. Dette afslog Nissen begribeligvis at lade ham gøre. Han skulle ikke have sagen udlagt fra den anden side af bordet. Han fortsatte sine skriverier til overlodsen med at tilsværte den genstridige lods, som han anklagede for hellere at ville ligge hjemme i sin stue og vente på hyre til Bælterne. Nissen tænker her på den reglementstridige lodsning efter tur, som han ved praktiseres på Hirtsholmen. Da Ole Boyesen imidlertid atter gik til Skagen, måtte Krieger indberette ham til Kollegiet med forspørgsel om, hvilke skridt, der skulle tages over for den nordenfjordske oprører. Kollegiets svar indløb i september 1838: "Såfremt Lodsen atter bruger uberettiget Mandskab, skal han sættes under Tiltale efter det almindelige Lodsreglement samt det specielle Reglement for Frederikshavn." Det var en overraskende blød landing, der tjener de høje herrer i København til ære. Men Ole Boyesen er en overraskelsernes mand. Han får den lyse ide at glemme alt om tjenestevej og skriver direkte til København med bøn om genansættelse. Brevets indhold er ukendt, men kollegiets svar viser klart, at lodsens redegørelse for de forhold, der førte til hans suspension, har næret en mistanke, om at Ulrich Nissen med dæksbådens krydsning under Skagen favoriserede lodserne i Frederikshavn og sig selv, da han som ejer af dæksbåden fik part af fortjenesten. I al fald fik lodsoldermanden ordre til "med Koldblodighed" at gendrive Boyesens påstande og "med Sandhed" beskrive, hvilke forseelser lodsen havde begået imod lodseriets ordrer og bestemmelser. I slige sager var hverken koldblodighed eller sandhed Nissens stærke side. Han spidsede gåsepennen, og så føg det med adjektiver som "egenrådig", "doven", ja, han undså sig ikke for med henvisning til kadetkorvetten "Najaden"s grundstødning på Nordvestrevet ved Læsø at karakterisere Ole Boyesen som uduelig. Altsammen grove og usande beskyldninger, der belastede Nissen mere end Boyesen. Bomben sprang, da lodsformand Bertel Christensen vedrørende hirtsholmernes påståede klager over Ole Boyesen svarer Kollegiet: "Aarsagen til bemeldte Boyesens Forseelse er ubekiendt. " Så kom Kongelig Admiralitets- og Commissariats Collegiums afgørelse i sagen: 1. Da der ikke tidligere var fremsendt indberetning om Ole Boyesen, kan kommandørkaptajnens indstilling til straf ikke tages til følge. Derimod skal det indskærpes lodsen at rette sig efter sin foresattes ordre. 2. Frederikshavns lodser skal tilkendegives, at de ikke har forret til at lodse skibe under Skagen. Hirtsholmerne må ikke formenes ret til at møde nordfra kommende skibe så tidligt som muligt. Sagen er for såvidt afgjort til gunst for holmboerne, som det står fast, at de har ret til at konkurrere med frederikshavnerne under Skagen. Det får dog den for dem uheldige virkning, at praksis med brug af drenge og fiskere til udsætning har fået dødsstødet til stor fortrydelse mest for Ole Boyesen og Bertel Christensen, hvis både var de eneste, der brugtes hertil. Ole Boyesen og Ulrich Nissen havde slidt hinanden op. Nerverne har hængt i laser i sommeren 1839, ingen tvivl om det. Nissens også fordi han havde den jollekassesag hængende over hovedet, som endte med at fælde ham. Ole Boyesen gav op, måske også fordi hans ægteskab var gået i stykker. Han flyttede med 2 af sine drenge til Fredericia, hvor han som lods gennem Lillebælt kom til at tage over, når hans kolleger nogle af dem venner og familie arriverede med skib fra Skagen. Den stærke og selvbevidste holmbo vendte dog tilbage til øerne nogle år senere, men ernærede sig herefter som daglejer, indtil han i 1850 flyttede til Frederikshavn. Den kamp for holmbolodsernes rettigheder,sorn bedstefaderen Lars Boyesen var gået sejrrig ud af i 1776, har nok knækket Ole Boyesen. " ³⁵

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Lods.

• Dåb, 14 apr. 1797, Hirsholmene Kirke, Horns Herred.

• Konfirmation, 1813, Hirsholmene Kirke, Horns Herred.

Ole blev gift med Sidsel Marie Nielsdatter, datter af Niels Thomassen og Ane Margrethe Sørensdatter, den 22 okt. 1826 i Frederikshavn.⁵⁶ (Sidsel Marie Nielsdatter blev født i 1802 i Lisborg, Bangsbostrand, døde den 09 aug. 1827 i Hirsholmene, Horns Herred og blev begravet den 14 aug. 1827 i Hirsholmene Kirke, Horns Herred.)

  Ægteskabsnotater:

Ved FT-1834 bor deres datter Kirstine Marie Olesdatter, hos sin mormor og morfar i Bangsbostrand.

Ole blev derefter gift med Ane Kirstine Nielsdatter, datter af Niels Thomassen og Ane Margrethe Sørensdatter, den 02 maj 1828 i Frederikshavn. (Ane Kirstine Nielsdatter blev født den 06 apr. 1807 i Bangsbostrand, Frederikshavn, døde den 30 aug. 1842 i Hirsholmene, Horns Herred og blev begravet den 04 sep. 1842.)

  Begivenheder i deres ægteskab:

• Skilsmisse, 1839.