Rasmus Frederik Rasmussen

  Notater:

På dåbsattesten for Georg Kristian Rasmussen er Rasmus F. Rsmussen angivet som indsidder.

Dokumenter: - 2 soldaterbøger - Afregningsbog (konstabel, 1. artilleriafd., 1. batteri, nr. 48, årgang 1903) - Sange til Sølvbryllupet (den 1. nov. 1930) og Guldbryllupet (den 1. nov. 1955) fra børn og børnebørn - Artikel fra _____ om Diamantbryllupet den 1. nov. 1965 - Dødsannonce, indrykket af "børnene" - Mindeord

"Farfar var portner på en "saftstation" under Stege Sukkerfabrik, og havde været ansat der hele sin voksen-arbejdsperiode, bortset fra en afbrydelse på nogle ganske få år, hvor han havde overtaget sine forældres landbrug på Svinø mellem Næstved og Vordingborg, hvilket kan fortrød, hvorefter han fortsatte i sit gamle job. Der fulgte tjenestebolig med stillingen, - et helt hus med 2 lejligheder. Mine bedsteforældre havde stueetagen, og medens fabrikken var i drift, boede fyrbøderens familie i lejligheden på 1. sal, og da farbrikken blev nedlagt lige inden krigen, fik mine bedsteforældre hele huset, og farfar fortsatte i sin stilling, nu som fabrikkens mand på stedet, dels som opsynsmand eller en slags vicevært, - men også for at foretage mindre reparationer, og lign. Der fulgte en kæmpehave eller rettere sagt flere haver med, - men værre var, næsten "kilometervis" af tjørnehække, som han skulle klippe ... [...] Udfor portnerboligen lå vejerboden, og det har altid været farmors job at veje roevognene, hvilket foregik på den måde, at hestevognene som det jo oftest var, skulle passere en stor vognvægt når de ankom, - så fik de en vejeseddel, - og når de havde læsset af, skulle de samme vej tilbage, dog i den modsatte kørebane,. det var så snedigt, at "vejerboden" lå midt imellem to seperate vognvægte, og så fik vejesedlen en ny påstempling med den tomme vogn, - og alle vidste derpå præcis, hvor mange kilo eller tons roer, der var leveret af den enkelte landmand. Denne aktivitet skulle man så tro ophørte med lukningen af fabrikken, - men nej! Vejerjobbet fortsatte, men nu med tørv. Der var mange tørvemoser deromkring, og der blev næsten mere at lave for farmor, vognene holdt tit i lange rækker og ventede op at blive vejet, - så der var nok at se på, og farmor var altid god for en frisk bemærkning til kuskene ... Farmor var jo en gæv kone med begge ben solidt plantet på jorden, og ingen eller intet imponerede hende, - titler og kasketter slet ikke. "Stræbere" var ikke så kendt deromkring, men hun udtrykte alligevel sin mening om "den salgs folk" på den underfundig måde: - "se jo højere aben kravler op ad flagstangen, desto mere kan vi andre se dens bare røv" ... eller "buk min dreng buk, - men ikke for dybt, for så sparker de dig i røven" ... Men til hverdag talte hun pænt nok, detteher var kun et par eksempler fra særlige lejligheder ... !!! Det med tørv var jo noget af en tilidssag, - for de solgtes efter vægt, så hvis vandindholdet var for stort, var prisen høj, samtidig med at tørvene havde svært ved at brænde. Men det var jo heldigvis ikke farmors problem ... En land tid henlå fabriksbygningerne ubenyttede, men en skønne dag vel ca. i 1942, så en smart forretningsmand nogle muligheder i dem. Han oprettede et angoraspinderi. Rigtig mange mennesker var kaninavlere under krigen, vel primært for at have næsten gratis kød, for de yngler jo som, - ja kaniner, - så der var masser af dem. Men der findes en stor tykpelset angorarace, og ulden fra dem er meget blød og lækker, omend absolut ikke slidstærk, - men denne forretningsmand øjnede "skillinger" i at spinde denne uld til strikkegarn, formentlig mest til maksinstrikkerier. Det kørte virkelig derudaf, men desværre var han også lidt for meget en "Ole opfindertype", for der manglede jo opvarmningsfaciliteter i disse store, kolde lokaler med adskillige meter til loftet. Tidligere under saftfremstilligen var bygningerne opvarmede af spildvarme fra roekogningen, der brugtes jo enorme mængder kogende vand, men nu var gode råd dyre ... Ergo fremstillede han selv et "oliefyr" til afbrænding af spildolie. Det blev fremstillet i eller af en gammel brugt olietønde, det gik godt i lang tid, men pludselig en nat eksploderede skidtet, der gik ild i al ulden, og ca. halvdelen af bygningerne udbrændte. Den anden halvdel blev heldigvis stående, for deri opbevarede en masse opstaldede personbiler tilhørende folk vid omkring fra, men også farfars lille engelske Ford "Y" fra 1934, mørkeblå med gule trådhjul og sorte skærme. Farfar havde efter en utroligt mange køretimer fået kørekort i en alder af ca. 60 år, - og havde så købt denne brugte Ford af nogle bekendte. Det var en ringe bil med en lille, "svagelig" sideventilet motor, som med lidt held kunne klare 70-75 km/t, det var heldigt, at den ikke kunne køre stærkere, for køreegenskaberne var katastrofale, - men farfar blev nu heller aldrig verdensmester i at køre, og de kørte også meget lidt, - besøgte os vel ca. 1 gang om året, men kom da også et par gange til Jylland, hvor de boede på kro. På en sådan tur kom de ud for en bakke, som bilen ikke kunne trække op ad, så farfar måtte bakke op, - bakgearet er nemlig lavere end 1. gear, - så det regnede han jo godt ud, men jeg gad godt have set den manøvre, for han har helt sikkert brugt hele vejbanen, - og måske alligevel ikke haft plads nok, ... og farmor har stensikkert stået ude og dirigeret og forklaret præcist, hvad kan skulle gøre, hvornår og hvorfor, - - - det var hun nemlig god til!!! [...] Begge blev meget gamle, farmor blev 91 år og døde juleaften 1968, farfar blev næsten 95 år gammel og døde den 13. januar 1976. Farfar forsatte med at køre bil til han var midt i firserne, - farmor sagde engang, at selvom benzinen stiger til 1 krone literen, så ville hun fortsætte med at køre bil, - ikke helt ufarligt vistnok, men som farmor sagde, så kørte de da altid forrest i rækkerne, .. - men jeg har også hørt hende fortælle om den "towle køwenhavner", som jog dem 2 gange rundt i en rundkørsel oppe i Stege, før de kunne slippe ud af den ... Aftenerne hos farmor og farfar var meget anderledes end derhjemme. Det var jo mindst 20 år "før fjernsynet", - og radioen var en lillebitte, primitiv rørmodtager, placeret højt oppe på en hylde, - den blev tændt og slukket på stikkontakten, og derfor stod den altid på samme station, forresten var der næppe mere end 2 forskellige at vælge imellem. Der blev lyttet til nyhederne, "Pressens Radioavis", som det hed, samt hele landets ynglingsprogram lørdag aften: "Familien Hansen", et kort radiohørespil for hele familien, - ugen højdepunkt, - et program, som hele landet elskede ... Farmor var fantastisk ferm med sit kniplebrædt, hun lavede de smukkeste "mellemværk" til sengetøj, det var ren kunstværker, hun tryllede frem. [...] Når farmor således var godt igang med sit håndarbejde, så læste farfar højt, - først avisen, senere en roman, alt medens han røg på sin pibe. Denne højtlæsning var en speciel oplevelse, for farfar læste ikke komma eller punktum, - det hele kom monotont og næsten uden andre pauser, end når han skulle trække vejret, .. - og da han aldrig havde lært fremmede sprog, "fordanskede" han alt ukendt efter bedste evne, hvilket ikke anfægtede hverken farmor eller ham selv! [...]' På et eller andet tidspunkt finder farmor så, at tiden er inde til at drikke aftenkaffe, "Madam Blå" kommer på bordet, hvis det da ikke er sølvstellet, - der var altid, i hvert fald altid, når jeg var gæst, - marengskys og vafler, og et af højdepunkterne var så, når farfar på sin lune måde, spurgte: - "vil du int' ha' een, een til?" Heldigvis kom det flere gange, - men jeg har aldrig hørt dette udtryk, hverken før eller siden, - måske er det et specielt mønsk udtryk? [...] Farmor døde først, og farfar fortsatte med at bo alene i huset i nogle få år, - det har ikke været let for ham, for der var ingen bekvemmeligheder overhovedet, toilet med spand fandtes omme i et udhus i baghaven, og vand måtte hentes tværs over vejerpladsen ved genboens brøndpumpe. Der var ikke køleskab, men en dejlig kold, sten-brolagt kælder, forresten med adgang ad en så slidt kældertrappe, at jeg næsten ikke kunne gå på den, - men farfar havde jo selv slidt fordybningerne gennem de ca. 60 år, de boede i det samme hus, så han kunne ... ! Han døde på Fanefjord Alderdomshjem på Østmøn, som ligger lige overfor hans fødehjem, - og det var grunden til at han så gerne ville netop derud. Hans sidste år tilbragte han med at gå rundt på stuerne og læse højt for de "gamle" af avisen, - - - han var den ældste på alderdomshjemmet ..... !!! ²⁹

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Landmand, Portner.

• Dåb, 06 jun. 1880, Fanefjord Kirke, Mønbo Herred.

Rasmus blev gift med Julie Johanne Kirstine Rasmussen, datter af Jens Frederik Christian Rasmussen og Ane Margrethe Jensdatter, den 01 nov. 1905 i Svinø Kirke ¹.^,27 (Julie Johanne Kirstine Rasmussen blev født den 20 sep. 1878 i Lillebrænde, Falster Nørre Herred, døbt den 02 okt. 1892 i Lillebrænde Kirke, Falster Nørre Herred, døde den 24 dec. 1968 i Stege Sygehus og blev begravet i Keldby Kirke.)